Springerknæ er en overbelastning af knæskalssenen lige under knæskallen. Det er ikke en betændelse, og derfor hjælper hvile og betændelseshæmmende piller sjældent. Den bedst dokumenterede behandling er tung, langsom styrketræning i mindst 12 uger. Smerten under træningen må gerne være der, hvis den er væk igen dagen efter.
Hvor præcist gør det ondt
Peg med én finger på det sted, der gør mest ondt. Det tager fem sekunder og afgør resten af behandlingen, for fire forskellige tilstande i knæet bliver kaldt senebetændelse i knæet, og de tre af dem er ikke springerknæ.
Springerknæ sidder lige på den nederste kant af knæskallen, i det øverste stykke af patellasenen. Punktet er lille, ofte under en fingerspids bredt, og du kan mærke det præcist. Sidder ømheden andre steder, er det en anden diagnose.
| Hvor det gør ondt | Diagnose | Udløses typisk af | Behandlingens kerne |
|---|---|---|---|
| Lige under knæskallen | Springerknæ, patellar tendinopati | Hop, landinger, opbremsninger | Tung, langsom styrketræning |
| Lige over knæskallen | Højt springerknæ, quadricepssenen | Dybe knæbøjninger, vægtløftning | Samme princip, større dybde |
| Indersiden, en håndsbred under ledlinjen | Pes anserinus, gåsefodssyndrom | Løb, trapper, overvægt, svag hofte | Hoftestyrke, aflastning af indersiden |
| Ydersiden, ud for knogleknuden | Løberknæ, iliotibialbåndet | Langt løb, nedadgående terræn | Kadence, hofteabduktion |
Forskellen på løberknæ og springerknæ er den, flest tager fejl af. Løberknæ sidder på ydersiden og kommer efter et stykke tids løb, gerne nedad. Springerknæ sidder foran, under knæskallen, og bliver værre af hop og af at rejse sig fra en dyb stilling. To forskellige væv, to forskellige planer.
Diagnosen stilles med fingeren, ikke med en skanner. Lægen eller fysioterapeuten trykker på senens øverste kant og beder dig lave en enbens knæbøjning, gerne på et skråbræt, fordi den stilling belaster patellasenen mest. Gør det ondt netop dér, er sagen som regel afgjort.
En ultralydsskanning kan vise fortykkelse og indvoksede kar, men den ændrer sjældent behandlingen. Blandt raske idrætsudøvere uden en eneste smerte findes der masser af sener, der ser forandrede ud på skærmen. Skanningen er nyttig ved tvivl om en overrivning, ikke som rutine.
Springerknæ er ikke en betændelse
Endelsen betændelse er forkert, og det er ikke flueknepperi. Da man begyndte at kigge på vævsprøver fra smertefulde sener, fandt man ikke de hvide blodlegemer, som en betændelse består af. Khan og kolleger foreslog allerede i 2002 i BMJ, at ordet senebetændelse blev droppet.
Det man finder i stedet er uorden. Kollagenfibrene ligger ikke længere parallelt, der kommer vand og bindevævsmasse ind mellem dem, og der vokser nye små kar og nervetråde ind i senen. Nervetrådene er en del af forklaringen på, hvorfor det gør så ondt et sted, hvor der ikke er noget rødt eller varmt at se.
Cook og Purdam beskrev i 2009 forløbet som en glidende skala med tre trin. Først en reaktiv fase, hvor senen svulmer let efter en pludselig stigning i belastning. Så en fase med begyndende uorden, hvor vævet forsøger at reparere. Til sidst en fase, hvor dele af senen er degenereret og ikke længere bærer last.
Hvilket trin du står på afgør, hvor hurtigt du må gå frem. Det er den eneste grund til, at trinnene overhovedet er værd at kende.
SÅDAN GÅR EN RASK SENE TIL ET SPRINGERKNÆ
Hvorfor det opstår, og hvem det rammer
Springerknæ rammer sjældent den, der aldrig træner. Det rammer den, der pludselig træner mere. Volleyball, håndbold, basketball og badminton står øverst, og fælles for dem er de mange landinger på ét ben.
Senen tilpasser sig langsommere end musklen. Muskelkraften kan stige mærkbart på nogle uger, mens senevævet bruger måneder på at følge med. Magnusson, Langberg og Kjær fra Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg beskrev i 2010 præcis dette misforhold som kernen i tendinopati: senen svarer på belastning, men den svarer langsomt, og den tåler dårligt at få for meget for hurtigt.
Derfor er sæsonstart, en ny træner med nyt program eller en uges ekstra træning i ferien de klassiske udløsere. Alderen spiller også ind, og det gør stivhed i anklen, fordi en anklen der ikke bøjer nok flytter arbejdet op i knæet. Den samme stivhed er den stærkest målte risikofaktor ved hælsmerter under foden.
Der er også et terræn under det hele, den lavgradige inflammation ingen skanning viser. Dårlig søvn, høj vægt og lange perioder med stress forlænger den tid, senen skal bruge på at reparere sig selv. Det gør ikke diagnosen anderledes, men det ændrer, hvor lang tid du skal regne med.
Tung, langsom styrketræning: det danske svar
Den vigtigste undersøgelse på området er lavet i København. Kongsgaard og kolleger fra Bispebjerg fordelte 39 mænd med springerknæ i tre grupper: indsprøjtning med binyrebarkhormon, excentrisk decline squat eller tung, langsom styrketræning. Alle tre grupper trænede eller blev behandlet i 12 uger, og alle tre havde det bedre efter de 12 uger.
Det interessante skete ved opfølgningen et halvt år senere. De to træningsgrupper havde holdt fremgangen. Hormongruppen var faldet tilbage. Ved det halve år var tilfredsheden højest i gruppen med tung, langsom styrketræning, og kun i den gruppe steg omsætningen af kollagen i senen.
Selve senen ændrede sig også målbart. Hævelsen faldt med omkring 13 procent efter hormonindsprøjtning og 12 procent efter styrketræning, mens karindvæksten faldt med 52 procent og 45 procent. Forskellen lå ikke i, hvad der skete på 12 uger. Den lå i, hvad der stod tilbage et halvt år senere.
Samme forskergruppe testede senere metoden på akillessenen, som hører til blandt senerne omkring anklen. Beyer og kolleger randomiserede 58 patienter til enten excentrisk træning eller tung, langsom styrketræning i 12 uger og fulgte dem i 52 uger. Begge dele virkede lige godt og holdt, men tilfredsheden var højere i styrketræningsgruppen ved 12 uger. Det er et andet sene, og det skal siges, men retningen er den samme.
I praksis betyder det tre træninger om ugen i mindst 12 uger. Knæbøjninger, benpres eller hacksquat med en vægt, der gør de sidste gentagelser hårde, og med bevidst langsomme gentagelser, omkring tre sekunder ned og tre sekunder op. Du behøver ikke træne på et skråbræt, og du behøver ikke gøre det ondt.
Sådan styrer du smerten under genoptræningen
Det spørgsmål, der stopper flest, er om det må gøre ondt. Svaret er ja, inden for en grænse, og grænsen aflæses ikke under træningen. Den aflæses dagen efter.
SMERTE UNDER ØVELSEN, PÅ EN SKALA FRA 0 TIL 10
Reglen er enkel. Smerte op til omkring 5 ud af 10 under øvelsen er i orden. Er knæet tilbage på sit sædvanlige niveau næste morgen, var belastningen rigtig. Er det værre 24 timer efter, sætter du vægten ned med 10 til 20 procent og prøver igen, uden at holde helt op.
Fuld hvile er den ene ting, der ikke virker. En sene, der ikke belastes, bliver svagere, og smerten kommer tilbage ved den første landing. Det er derfor de danske patientvejledninger taler om at skrue ned, ikke om at stoppe.
Har du ondt lige nu og skal spille i morgen, findes der et værktøj til det. Rio og kolleger lod i 2015 volleyballspillere med springerknæ udføre statiske spændinger, hvor benet holdes i samme stilling mod modstand. Smerten ved en enbens knæbøjning faldt fra 7,0 til 0,17 på en skala fra 0 til 10, og effekten holdt i mindst 45 minutter. Undersøgelsen omfattede kun 6 spillere, så tallet skal læses som en retning, ikke som en garanti.
Hvad de øvrige behandlinger er værd
Binyrebarkhormon i eller omkring senen giver hurtig lindring og et dårligt halvt år. Det er præcis, hvad Kongsgaards forsøg viste. Det kan give mening lige før en afgørende kamp, men det løser ikke problemet, og gentagne indsprøjtninger svækker vævet.
Stødbølgebehandling bruges bredt i danske klinikker og kan hjælpe nogle, men den erstatter ikke træningen. Betragt den som noget, du eventuelt lægger oven på et styrkeprogram, aldrig i stedet for.
Knæbind og patellabånd flytter trykket lidt og gør, at nogle kan spille med mindre smerte. Det er en hjælp i en kampsituation, ikke en behandling. Det samme gælder tape.
Betændelseshæmmende piller dæmper smerten i nogle dage. Da der ikke er nogen betændelse at hæmme, ændrer de ikke forløbet, og de kan skjule det signal, du skal bruge til at styre belastningen efter.
Operation kommer sidst og sjældent. Den overvejes først, når mindst 6 måneders struktureret træning ikke har rykket noget. Indgrebet fjerner det degenererede væv i senen, og genoptræningen bagefter varer typisk 3 til 6 måneder. De fleste når aldrig dertil.
Ved siden af belastningen er der terrænet. Søvn, vægt og kost påvirker den hastighed, senen reparerer sig med. En formulering rettet mod sener og restitution er tænkt til den del, og for et bredere inflammatorisk terræn findes en biotilgængelig antiinflammatorisk formel. Ingen af delene erstatter styrketræningen.
Tilbage til sport, og hvor lang tid det tager
Sig det ærligt til dig selv fra starten: det tager måneder. De fleste mærker en gradvis bedring efter 4 til 6 uger, og fuld belastning ligger typisk 3 til 6 måneder ude. Har du gået med det i over et år, skal du regne med den lange ende.
Vejen tilbage har fire trin, og du skal kunne det ene, før du går videre. Først tunge, langsomme knæbøjninger uden forværring dagen efter. Så hurtigere gentagelser med samme vægt. Så små hop på to ben og landinger. Til sidst landinger på ét ben, retningsskift og kamptempo.
Undervejs behøver du ikke stå stille. Cykling med lav modstand, svømning og roning belaster patellasenen langt mindre end hop, og de holder konditionen ved lige, mens senen bygges op. Undgå spinning i stående position, for netop den stilling gør ondt hos mange.
Springer du et trin over, kommer det igen, og anden runde er sværere end første. Hold styrketræningen ved lige to gange om ugen i mindst 3 måneder efter du er smertefri. Det er det led, folk dropper, og det er der, tilbagefaldene sker.
Hvornår du skal søge læge
Gå til egen læge, hvis knæet gav efter eller låste sig, hvis det hævede kraftigt inden for få timer efter en episode, eller hvis du ikke kan strække benet helt. Det peger mod menisk, ledbånd eller en overrivning, ikke mod en sene.
Søg også, hvis smerten er der i hvile og om natten, hvis den ikke har flyttet sig efter 3 måneders træning, eller hvis du er under 16 år. Hos unge i vækst sidder smerten under knæskallen oftere i knoglens vækstzone end i selve senen, og det følges ad på en anden måde.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er symptomer på springerknæ?
En præcis, stikkende ømhed lige under knæskallen. I begyndelsen kun i starten af træningen eller efter den, senere også under. Det gør ondt at hoppe, at lande og at rejse sig fra en dyb stilling. Knæet hæver ikke, og det låser sig ikke.
Hvad kan man gøre mod springerknæ?
Tung, langsom styrketræning tre gange om ugen i mindst 12 uger, med langsomme gentagelser og en vægt, der gør de sidste hårde. Skru ned i hop og landinger i stedet for at holde helt op. Statiske spændinger kan dæmpe smerten før en kamp.
Hvad er forskellen på løberknæ og springerknæ?
Løberknæ sidder på ydersiden af knæet og kommer efter et stykke tids løb, især nedad bakke. Springerknæ sidder foran, lige under knæskallen, og udløses af hop, landinger og dybe knæbøjninger. Det er to forskellige væv og to forskellige genoptræninger.
Hvor lang tid varer et springerknæ?
Regn med måneder, ikke uger. De fleste mærker gradvis bedring efter 4 til 6 ugers struktureret træning, og fuld belastning ligger typisk 3 til 6 måneder ude. Har du haft smerten i over et år, tager det længere tid.
Kan springerknæ blive værre?
Ja, hvis du fortsætter med samme mængde hop uden at ændre noget. Senen går fra en reaktiv fase til begyndende uorden og til sidst til degeneration, hvor en del af vævet ikke længere bærer last. Jo længere du venter, jo længere tager genoptræningen.
Er det godt at gå, når man har ondt i knæet?
Ja. Gang belaster patellasenen langt mindre end hop og dybe knæbøjninger, og bevægelse er bedre for senen end hvile. Undgå lange nedadgående stræk og trapper ned, hvis netop det giver forværring dagen efter.
Hvordan foregår en operation for springerknæ?
Kirurgen fjerner det degenererede væv i senens øverste del, oftest gennem et lille snit. Den overvejes først efter mindst 6 måneders struktureret træning uden effekt. Genoptræningen bagefter varer typisk 3 til 6 måneder, så indgrebet forkorter ikke forløbet.
Det du skal huske
Peg på smerten først. Lige under knæskallen er springerknæ, over den er quadricepssenen, på indersiden er det gåsefoden, på ydersiden løberknæ. Fire steder, fire genoptræninger.
Der er ingen betændelse at hæmme. Der er en sene, der har fået for meget for hurtigt, og som kun bygger sig op igen ved at blive belastet tungt og langsomt. Det danske forsøg fra Bispebjerg viste, at hormonindsprøjtning og træning ser ens ud efter 12 uger, og at forskellen først kommer et halvt år senere.
Styr efter smerten dagen efter, ikke efter smerten i øjeblikket. Og hold styrketræningen ved lige i 3 måneder efter du er smertefri.
Kilder
Khan K.M., Cook J.L., Kannus P. et al. (2002). Time to abandon the “tendinitis” myth. British Medical Journal, 324(7338), 626-627. DOI: 10.1136/bmj.324.7338.626
Cook J.L., Purdam C.R. (2009). Is tendon pathology a continuum? A pathology model to explain the clinical presentation of load-induced tendinopathy. British Journal of Sports Medicine, 43(6), 409-416. DOI: 10.1136/bjsm.2008.051193
Kongsgaard M., Kovanen V., Aagaard P. et al. (2009). Corticosteroid injections, eccentric decline squat training and heavy slow resistance training in patellar tendinopathy. Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports, 19(6), 790-802. DOI: 10.1111/j.1600-0838.2009.00949.x
Magnusson S.P., Langberg H., Kjaer M. (2010). The pathogenesis of tendinopathy: balancing the response to loading. Nature Reviews Rheumatology, 6(5), 262-268. DOI: 10.1038/nrrheum.2010.43
Rio E., Kidgell D., Purdam C. et al. (2015). Isometric exercise induces analgesia and reduces inhibition in patellar tendinopathy. British Journal of Sports Medicine, 49(19), 1277-1283. DOI: 10.1136/bjsports-2014-094386
Beyer R., Kongsgaard M., Hougs Kjær B. et al. (2015). Heavy slow resistance versus eccentric training as treatment for Achilles tendinopathy. American Journal of Sports Medicine, 43(7), 1704-1711. DOI: 10.1177/0363546515584760
